lørdag den 12. februar 2022

Indkaldelse til generalforsamling

 Der indkaldes til generalforsamling i foreningen "Snittefest i Danmark" den 4. juni 2022 klokken 11:00 på Boserupgård Naturcenter, Boserupvej 82, 4000 Roskilde. 

Generalforsamlingen finder sted under årets Snittefest. Man behøver ikke at have købt billet for at deltage i generalforsamlingen. 

Dagsorden:
1) Valg af dirigent
2) Bestyrelsens beretning for det forgangne år
3) Godkendelse af revideret årsregnskab for det forgangne år
4) Eventuelle forslag
5) Fastsættelse af årskontingent
6) Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant (er)
     Frank er på valg og genopstiller
     Jannie er på valg og genopstiller
     Thomas er på valg og genopstiller
     Klaus er på valg og genopstiller ikke
7) Valg af revisor
8) Eventuelt

Forslag skal sendes til snittefest@gmail.com senest 7 dage før generalforsamlingen. 

Og så en lille opfordring.
Det ville være dejligt med et par medlemmer mere af bestyrelsen. 
Det er ikke en stor arbejdsopgave. Vi mødes typisk 2-3 gange om året og så er man jo med til at bestemme hvilke workshops og undervisere vi skal have med på Snittefesten. 

mandag den 7. februar 2022

Thomas Hansen har siden barnsben snittet og fremstillet ting i træ. Han er meget fascineret af de gamle nordiske traditioner, inden for snitning af praktiske hverdags ting, så som skeer, fade, kopper og skåle.

Thomas har i en længere årrække været ansat i Sagnlandet i Lejre og der fremstillet rekonstruktioner i træ til undervisningsområderne. Har de seneste år arbejdet freelance og lavet rekonstruktioner til en langt række museer i hele landet.

Thomas arbejder gerne med det gamle håndværktøj, men er ikke bleg for at tage moderne hjælpemidler som kædesav og vinkelsliber i brug for at lette arbejdet.

Snitning med børn er en stor del af Thomass nuværende arbejdsliv og virke som spejderleder.



Workshoppen: 
Whittling kalder de det I det store udland. I Danmark har vi ikke rigtigt noget ord for det. Her er det hele bare at snitte. Men lad os bare kalde det hyggesnit. Når vi hyggesnitter resulterer det i små og store, nyttige og unyttige dimser.

Du kender det sikkert, du sidder på post til et spejderløb, går en tur i skoven eller du er på legepladsen ved bålet, sammen med de korte mennesker. Du har ikke rigtig tid, plads eller lyst til at snitte det helt store, men trangen til at skabe noget tager overhånd. Du finder din kniv frem og fremdrager en pind fra lommen. Nu kan du hyggesnitte.

På denne workshop vil vi snitte i friske pinde. Vi arbejder ud fra to forskellige tilgange. Enten har vi en model i hovedet og går på jagt i bunken af pinde efter en pind, som har den rette form. Eller vi tager en pind og finder ud af hvad der er indeni pinden undervejs, uden at have et fastlagt mål med vores snit.

Til at starte med snakker vi om valg af træ, valg af egnet værktøj og sikkerhed. Vi kommer også ind på udsmykning, brug af stof og maling til at fremhæve og understøtte det kunstneriske udtryk af vores hyggesnit.

Jeg vil have en masse forskellige modeller med som I kan blive inspireret af, og bøger I kan bladre i. Mange af mine modeller er taget fra Franks bøger rette imod børn. Fælles for ideerne og modellerne er at de ofte er udført på en måde, så de kan snittes på forskellige niveauer, alt efter hvor erfaren snitteren er, og hvor meget tid man har til rådighed.

I denne workshop vil vi også komme ind på hvordan du kan tage ideerne med hjem, og bruge dem sammen med dine børn, spejder eller hvis du arbejder med børn i det daglige. 










lørdag den 5. februar 2022

Smørforme

Karina de Carvhalho Børven har studeret og arbejdet med kunst og traditionelt hånværk i 12 år. Karina har arbejdet med træskæring og været med på mange forskelige spændende projekter fra kirkekunst til dele af et vikingeskib. Hun arbejder nu som museumshåndværker ved Telemark Museum og har hovedansvaret for tilbageføringen af Henrik Ibsens bardomshjem.
https://www.instagram.com/kaoak/?hl=da
https://www.facebook.com/karinaoakhandcraft/



Workshop: Smørforme

På workshoppen vil man lærer at dekorere en smørform med karvsnit som man gjorde i gamle dage. Så du ender på med en færdig form med dit eget mønster på. 
I det gamle bondesamfund var smør en værdifuld varer. Et flot dekoreret stykke smør blev givet som værtsgave ved store højtider. Smørret blev placeret på et fad med fod på højbordet. Det blev så vurderet efter smag og dekoration. Det var ærefuldt at kunne komme med det flotteste og mest velsmagende stykke smør. 
Dette er en dobbeltworkshop og strækker sig over lørdagen og søndagen.
Der er lagt 120.- til prisen for en karvsnittekniv som man får med. 




tirsdag den 1. februar 2022

Taburetter

Frank Egholm har fået udgivet bøger om snitning i ind og udland, været mangeårig sløjdlærer og holdt snittekurser gennem mange år. 
Balder Egholm er som søn af Frank vokset op med snitning i huset og afholder selv snittekurser. 




Workshoppen: Taburetter
Vi skal i workshoppen udnytte træets evne til at krympe når det tørre. Når man kombinere tørt og friskt træ kan man lave konstruktioner som sidder sammen uden brug af lim, søm eller skruer. 
Man kan enten vælge at lave skelettet til en fuld størrelses taburet. Så kan man ikke nå at lave sæde, men vi skal nok sørge for at man kan gå hjem og flette et fint sæde. 
Alternativt kan man lave en miniature taburet eller stol så man stadig får prøvet teknikken, og så skulle der gerne være tid nok til at få begyndt på sædet også.