søndag den 19. marts 2023

Workshopspræsentation: Maja Ingemann Nielsen hugger træskåle ud med håndkraft



Det her har vi glædet os til! Vi vil gerne have lov at præsentere Maja Ingemann Nielsen aka min_haandkraft, som workshopholder nummer 3 på Snittefest 2023.

Maja er uddannet i Folkekunst fra Raulandsakademiet i Norge. Her var hendes hovedmaterialet træ, og gennem studiet fik hun indblik i traditionelle teknikker og arbejdsmåder. I tillæg har Maja en bachelor i Friluftsliv, kultur og naturvejledning. At arbejde med naturmaterialer sammenfatter hendes skaberglæde med interessen for friluftslivet. Maja er ved at opstarte egen virksomhed, hvor hun holder kurser i pileflet, grøn sløjd og naturformidling


Maja vil guide jer i hvordan man laver en håndlavet skål i frisk træ. "Vi skal arbejde med grundlæggende økse og tængsel-teknik. Vi kløver stammen, udhuler skålen med tængsel og former ydersiden med øksen" siger Maja.  



 

Gennem workshoppen vil du få indblik i frisk træ som materiale, og hvordan det bearbejdes med håndværktøjerne økse, tængsel, huljern og kniv.  Du involveres i processen fra råmateriale til færdigt produkt og sætter selv præg på udformning og design af skålen.


Når workshoppen er slut, kan du tage en skål med hjem, som skal tørres, og derefter kan males og dekoreres.


Det er en fordel at have en grundlæggende forståelse for skærende værktøj og træets struktur, men ikke et krav. Vi vil have tængsel og huljern til rådighed, men har du selv nogle derhjemme må du gerne tage dem med.


Medbring så vidt muligt egen kniv og økse Ellers må vi låne og dele.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar