onsdag den 17. august 2022

Snittefest 2023

Vi er glade for at kunne fortælle at den næste Snittefest vil løbe af stablen den 25.-27. august 2023

We are very pleased to announce that the next Snittefest will take place 25th-27th of August 2023



mandag den 13. juni 2022

Referat fra generalforsamlingen

 Referat fra generalforsamling i foreningen Snittefest i Danmark kan nu læses under fanen "foreningen".

mandag den 6. juni 2022

Snittefesten 2022

Så er årets Snittefest løbet af stablen. 
Det blev til masser af hygge, spåner og solskin. 


Der har også været generalforsamling og referatet vil snart blive udsendt. 
Medlemskaber af foreningen er nu udløbet og man skal melde sig til igen (hvis man ikke gjorde det på snittefesten). Se hvordan under fanen: foreningen. 

lørdag den 12. februar 2022

Indkaldelse til generalforsamling

 Der indkaldes til generalforsamling i foreningen "Snittefest i Danmark" den 4. juni 2022 klokken 11:00 på Boserupgård Naturcenter, Boserupvej 82, 4000 Roskilde. 

Generalforsamlingen finder sted under årets Snittefest. Man behøver ikke at have købt billet for at deltage i generalforsamlingen. 

Dagsorden:
1) Valg af dirigent
2) Bestyrelsens beretning for det forgangne år
3) Godkendelse af revideret årsregnskab for det forgangne år
4) Eventuelle forslag
5) Fastsættelse af årskontingent
6) Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant (er)
     Frank er på valg og genopstiller
     Jannie er på valg og genopstiller
     Thomas er på valg og genopstiller
     Klaus er på valg og genopstiller ikke
7) Valg af revisor
8) Eventuelt

Forslag skal sendes til snittefest@gmail.com senest 7 dage før generalforsamlingen. 

Og så en lille opfordring.
Det ville være dejligt med et par medlemmer mere af bestyrelsen. 
Det er ikke en stor arbejdsopgave. Vi mødes typisk 2-3 gange om året og så er man jo med til at bestemme hvilke workshops og undervisere vi skal have med på Snittefesten. 

mandag den 7. februar 2022

Thomas Hansen har siden barnsben snittet og fremstillet ting i træ. Han er meget fascineret af de gamle nordiske traditioner, inden for snitning af praktiske hverdags ting, så som skeer, fade, kopper og skåle.

Thomas har i en længere årrække været ansat i Sagnlandet i Lejre og der fremstillet rekonstruktioner i træ til undervisningsområderne. Har de seneste år arbejdet freelance og lavet rekonstruktioner til en langt række museer i hele landet.

Thomas arbejder gerne med det gamle håndværktøj, men er ikke bleg for at tage moderne hjælpemidler som kædesav og vinkelsliber i brug for at lette arbejdet.

Snitning med børn er en stor del af Thomass nuværende arbejdsliv og virke som spejderleder.



Workshoppen: 
Whittling kalder de det I det store udland. I Danmark har vi ikke rigtigt noget ord for det. Her er det hele bare at snitte. Men lad os bare kalde det hyggesnit. Når vi hyggesnitter resulterer det i små og store, nyttige og unyttige dimser.

Du kender det sikkert, du sidder på post til et spejderløb, går en tur i skoven eller du er på legepladsen ved bålet, sammen med de korte mennesker. Du har ikke rigtig tid, plads eller lyst til at snitte det helt store, men trangen til at skabe noget tager overhånd. Du finder din kniv frem og fremdrager en pind fra lommen. Nu kan du hyggesnitte.

På denne workshop vil vi snitte i friske pinde. Vi arbejder ud fra to forskellige tilgange. Enten har vi en model i hovedet og går på jagt i bunken af pinde efter en pind, som har den rette form. Eller vi tager en pind og finder ud af hvad der er indeni pinden undervejs, uden at have et fastlagt mål med vores snit.

Til at starte med snakker vi om valg af træ, valg af egnet værktøj og sikkerhed. Vi kommer også ind på udsmykning, brug af stof og maling til at fremhæve og understøtte det kunstneriske udtryk af vores hyggesnit.

Jeg vil have en masse forskellige modeller med som I kan blive inspireret af, og bøger I kan bladre i. Mange af mine modeller er taget fra Franks bøger rette imod børn. Fælles for ideerne og modellerne er at de ofte er udført på en måde, så de kan snittes på forskellige niveauer, alt efter hvor erfaren snitteren er, og hvor meget tid man har til rådighed.

I denne workshop vil vi også komme ind på hvordan du kan tage ideerne med hjem, og bruge dem sammen med dine børn, spejder eller hvis du arbejder med børn i det daglige. 










lørdag den 5. februar 2022

Smørforme

Karina de Carvhalho Børven har studeret og arbejdet med kunst og traditionelt hånværk i 12 år. Karina har arbejdet med træskæring og været med på mange forskelige spændende projekter fra kirkekunst til dele af et vikingeskib. Hun arbejder nu som museumshåndværker ved Telemark Museum og har hovedansvaret for tilbageføringen af Henrik Ibsens bardomshjem.
https://www.instagram.com/kaoak/?hl=da
https://www.facebook.com/karinaoakhandcraft/



Workshop: Smørforme

På workshoppen vil man lærer at dekorere en smørform med karvsnit som man gjorde i gamle dage. Så du ender på med en færdig form med dit eget mønster på. 
I det gamle bondesamfund var smør en værdifuld varer. Et flot dekoreret stykke smør blev givet som værtsgave ved store højtider. Smørret blev placeret på et fad med fod på højbordet. Det blev så vurderet efter smag og dekoration. Det var ærefuldt at kunne komme med det flotteste og mest velsmagende stykke smør. 
Dette er en dobbeltworkshop og strækker sig over lørdagen og søndagen.
Der er lagt 120.- til prisen for en karvsnittekniv som man får med. 




tirsdag den 1. februar 2022

Taburetter

Frank Egholm har fået udgivet bøger om snitning i ind og udland, været mangeårig sløjdlærer og holdt snittekurser gennem mange år. 
Balder Egholm er som søn af Frank vokset op med snitning i huset og afholder selv snittekurser. 




Workshoppen: Taburetter
Vi skal i workshoppen udnytte træets evne til at krympe når det tørre. Når man kombinere tørt og friskt træ kan man lave konstruktioner som sidder sammen uden brug af lim, søm eller skruer. 
Man kan enten vælge at lave skelettet til en fuld størrelses taburet. Så kan man ikke nå at lave sæde, men vi skal nok sørge for at man kan gå hjem og flette et fint sæde. 
Alternativt kan man lave en miniature taburet eller stol så man stadig får prøvet teknikken, og så skulle der gerne være tid nok til at få begyndt på sædet også.



søndag den 30. januar 2022

Skål på vippelad

Vi har fornøjelsen af endnu en gang at kunne præsentere Jens Katballe som workshopholder.


Jens er efterskolelærer med håndelag og hang til traditionelt håndværk. Hans viden, interesse og erfaring med træ er langsomt akkumuleret siden han som teenager lærte at snitte skeer hos sin morfar. Jens arbejder med mangeforskellige aspekter af træhåndværk lige fra smedning af værktøj, små snitteprojekter til møbelproduktion. Jens’ arbejde har altid fokus på æstetik og funktionalitet.

Du kan læse mere om Jens Groth Katballe og hans sløjdarbejde her:
Youtube: https://www.youtube.com/user/JensGK
Hjemmeside: https://jensgk.wixsite.com/jensgk
Instagram: https://www.instagram.com/katballehandcraft/



Workshoppen:
Skål på vippelad:
I workshoppen skal vi arbejde med de grundlæggende processer i arbejdet med skåledrejning på vippelad.
Vi arbejder på skåleemner jeg har forberedt inden workshoppen. De skal først bearbejdes med økse og derefter drejes på vippelad med drejekroge.
Du får en grundlæggende forståelse for arbejdet med skåle på vippelad samt drejekroge og kommer forhåbentligt hjem med en færdig træskål.
Det er en stor fordel at have en grundlæggende forståelse for skærende værktøj og træets struktur.
Vi vil have drejekroge og vippelad til rådighed, men har du selv kroge må du gerne medbringe dem.




Skeworkshop

Man kan jo ikke have en snittefest uden en skeworkshop. I år er det Benjamin Nørgaard Bording der står for workshoppen. Udover at være mangeårig deltager til snittefesten så er Benjamin folkeskolelærer og afholder snittekurser i sin fritid. Og så har han en rigtig fin hjemmeside der er værd at tjekke ud. https://benjaminnbording.wixsite.com/benjaminbording

Workshoppen

Vi snitter spiseskeer - men hvordan?
I denne workshop vil vi fokusere på den grundlæggende teknikker og sikkerhed omkring skesnitning. Derfor starter vi med øksen. Jeg demonstrerer hvordan jeg "økser en spoonblank ud" og vi drøfter hvilke overvejelser man skal gøre sig. Derefter kan man vælge at prøve kræfter med øksen selv eller få en medbragt "blank" af mig. 
Jeg medbringer nogle skabeloner med simple designs. Bemærk at selv om man får en groft udhugget ske af mig skal man stadig bruge sin økse. Vi kommer ikke til at følges ad, men jeg vil samle alle og vise de grundtrin i skesnitningen, som er brugbare for begyndere og let øvede. 
Fokus kommer til at ligge på hvordan man effektivt kommer fra ide til færdig form på skeen. Herunder: 1) øksen!, 2) brug at blyant/opstregning, 3) orientering i træet, 4) kraft-greb og kontrol-greb, 5) arbejde med skekniven og 6) de sidste snit.
Vi fokuserer 100 % på at snitte skeer og lader alt om dekoration ligge til en anden god gang. 


onsdag den 26. januar 2022

Familieworkshop

Det er med stor glæde at vi kan præsenterer årets familieworkshop.
Snittefesten er både for de erfarne snittere, men formålet er også at introducere nye til snitning.
 
Snitte Mads (det er hvad de lokale kalder Mads Høg hjemme på hans boplads)

Mads er pensionist og brænder for at andre, specielt børn får den gode oplevelse at snitte. Mads har i flere år haft snitteværksted på Himmelbjerget i forbindelse med bjergets sommeraktiviteter for børn. Ligeledes har Mads jævnligt snittet sammen med forskellige spejdergrupper, haft snitteværksted når der har været landsby festival samt snittet skeer med 4. klasse på den lokale skole. Endelig har Mads også undervist nogle gange på kurser for Håndværk- og Design lærere i Østjylland.



Workshoppen
Mads vil sammen med børnene snitte fugle, ræve, blyanter, skeer, børster, mm. Der snittes i tørt lindetræ der er rigtig behageligt at snitte i for børn og det får en meget fin overflade når det afslutningsvis slibes med sandpapir og får voks. 
Alt efter om børnene har snittet før eller det er første gang, bliver der taget individuelt hånd om den enkelte, så alle får en god oplevelse og nogle fine ting med hjem.
Sikkerhed er en naturlig del af det at snitte, derfor sidder børnene på stubbe der passer til børn, aviser til at have over benene, forebyggende plaster og knive der er egnede. Herudover laver vi også indimellem små øvelser for fingre og skuldre så de ikke bliver ømme.
Alle kan deltage, men børn under 9 år skal følges med en voksen.